Søg
News
Menu

Tegl og bæredygtighed

RÅVAREN LER
Tegl er fremstillet af naturens egne råvarer – ler, sand og andre jordmineraler. Leret, der har ligget i jorden i cirka 15.000 år, er aflejringer af traditionelle bjergarter. Regnvand har gennem tiden udvasket alt opløseligt materiale i aflejringerne og efterladt det naturlige, rene ler. Ved korrekt formning og brænding af leret opnår mursten en meget lang levetid, der ikke overgås af andre traditionelle byggematerialer.

UDVINDING
Ved udvinding af ler fjernes muldlaget og overjorden forsigtigt og lægges til side. Efter udgravning af leret lægges overjord og muld tilbage, så området igen kan anvendes til landbrug eller andet formål. I de fleste tilfælde kan man ikke se, at lerudvinding har fundet sted, ud over at marken er blevet en til to meter lavere. Lergravning påvirker hverken jorden eller grundvandet negativt.

MNINIMALT SPILD
Hos Petersen Tegl går intet til spilde. Alt ler anvendes, og i tilfælde af fejlproduktion recirkuleres lerprodukter tilbage til produktionen. Siden 2015 er vandforbruget i produktionen reduceret med 75 %, og alt procesvand recirkuleres. Under produktionen bliver varmen fra ovnene sendt retur og anvendt til at tørre de ubrændte sten, inden de brændes. Herved udnyttes varmen to gange under produktionen.

MILJØPÅVIRKNING
Den eneste, væsentlige miljøindikator for tegl i råvare- og produktionsfasen er energiforbruget til brænding. Det er nødvendigt at brænde leret ved en temperatur på over 1000 grader for at sikre den meget lange levetid af de færdigbrændte mursten.

VEDLIGEHOLDELSE
Tegl fremstår ubehandlet og vedligeholdelsesfrit. Mursten belaster derfor ikke miljøet eller økonomien med kemikalier i form af maling, træbeskyttelse og lignende.

HOLDBARHED
Tegl er et byggeprodukt, der holder i flere hundrede år uden vedligeholdelse. Der findes murstensbyggerier rundt om i verden, der er 3500 år gamle. Mere end 2/3 af teglkirkerne i Danmark er 700-800 år gamle, og de står stadig meget flot.

NEDRIVNING, BORTSKAFFELSE OG GENANVENDELSE AF KNUST MURVÆRK
Tegl giver ikke miljømæssige problemer ved nedrivning eller bortskaffelse. I Danmark genanvendes op til cirka 95-99 % af alt murværk, idet det nedknuses og recirkuleres og dermed erstatter nye råvarer. Den meget lille del, der deponeres, giver ikke miljømæssige problemer, idet tegl ikke påvirker jord eller grundvand.

GENANVENDELSE AF TEGL
Murværk opmuret med kalkbaseret mørtel kan nedbrydes, og stenene kan renses og genanvendes. I 2009 udviklede Petersen Tegl i samarbejde med arkitekter skærmteglen Petersen Cover, som siden 2014 har været del af teglværkets standardsortiment. Petersen Cover monteres på en bagvedliggende træ- eller stålkonstruktion, er nem at demontere og kan derfor genanvendes uendeligt.

BRAND
Tegl kan ikke brænde, og murstensmure opbygget i traditionelle mørtler begynder først at miste en væsentlig del af styrken ved en temperatur på over 400 grader celsius. Ved store tagbrænde ser man ofte, at teglmure står tilbage og kan genanvendes, uden at det kræver nedrivning af bygningen. I tilfælde af brand er det en væsentlig del af sikkerheden, at man har tid til at komme ud af bygningen, inden den falder sammen.

INDEKLIMA I FULDMUREDE HUSE
Mursten har en gavnlig indflydelse på indeklimaet i fuldmurede huse. Murværk afgiver ingen gasser, lugt eller stråling. Mursten virker lyd- og vibrationsdæmpende, er varmeregulerende, vanddiffunderende, indvirker positivt til udtørring efter vandskader og giver ikke næring til mikroorganismer, hvorfor skimmelsvamp er sjælden.

ØKONOMI
På grund af tegls meget lange levetid og fordi det ikke kræver vedligeholdelse, er tegl et særdeles økonomisk byggemateriale, der er med til at sikre en høj gensalgsværdi af murede bygninger.

KONKLUSION
Levetiden af et byggevareprodukt er altafgørende for miljøpåvirkningen. Jo længere produktet holder i brugsfasen, jomindre belaster det miljøet. Mursten er i enhver relation et særdeles bæredygtigt produkt.

KORT OM TEGL OG BÆREDYGTIGHED

• 100 % naturlige råvarer
• Ingen skadelig påvirkning af naturen ved udvinding
• Produkion nær råvareforekomst
• Begrænset energiforbrug set over tegls levetid
• Begrænset CO2-udledning set over levetiden
• Særdeles lang produktlevetid
• Vedligeholdelsesfrit (ingen brug af kemikalier til vedligeholdelse)
• Billig anskaffelse set i forhold til holdbarhed og vedligeholdelse
• Kan genanvendes ved nedrivning
• Indeholder ikke skadelige gasser
• Ingen lugtgener
• Brandbeskyttende
• Lyddæmpende
• Varmeregulerende
• Giver ikke næring til skimmelsvamp

ENERGIPOLITIK I PETERSEN TEGL

Information om Petersen tegls energimål, energiledelse ISO 50001 og miljøvaredeklaration EPD.
LÆS MERE >

×