59 South 4th Street
Beliggenhed: Brooklyn, NYC
Arkitekt: Arcus Design Group
Færdiggjort: 2015
Fotos: Dean Kaufman
Produkter: D54
Kategorier: Boligbebyggelser
’Wythe Lane Townhouses’ på 59th Street ligger ganske tæt på East River og Williamsburg Bridge. Bebyggelsen rummer seks attraktive rækkehuse på fire etager med bagvedliggende haver, forbundet af en privat sti, Wythe Lane, hvorfra husene har hovedadgang. Alle huse har fuld kælder og egen tagterrasse.
Den integrerede beplantning var blandt projektets bærende ideer. Et espalier i sort, rustfrit stål løber op ad husets endegavl og henover tagterrasserne og vil med tiden i stigende grad opleves som en grøn og frodig indramning af bebyggelsen.
Projektets ansvarshavende, Roger Bittenbender, Arcus, nærer en sand passion for Flensborgstenen, som han også anvendte i 150 Wooster Street i SoHo for nogle år siden, her i den lyse, gule D71.
Ifølge Bittenbender valgte han D54 FF i ’Wythe Lane-husene, fordi den dynamiske sten nærmest har sit eget liv og besidder indbygget patina. Dens mange smukke nuancer spænder fra mørkegrå til grøn og komplementeres af husets beplantning. Facader og vinduer er dimensioneret således, at alle overordnede mål går 100% op med stenens format. Derfor behøvede ingen sten at skulle skæres, hvilket i høj grad øger murværkets harmoni.