Søg
News
Menu

NEWS

AMSTERDAMSE NIEUWBOUWPRIJS 2020

Et markant, flot byhus, tegnet af tegnestuen platform.archi, er nomineret til prisen: Det bedste, nye hus i Amsterdam 2020.

I udgangspunktet konkurrerede samtlige huse færdiggjort i Amsterdam i 2020 om prisen. En jury på 50 borgere indsnævrede listen til 10, og den 20. juni kåres vinderen efter en offentlig onlineafstemning.

Blandt årets nomineringer er bygningen ’De Hallen’, der ligger ud til en kanal i det historiske centrum. I sin ydre form fremstår bygningen som to traditionelle gavlhuse. Når man kommer tættere på, oplever man facadernes asymmetriske udformning og det utraditionelle murværk.

Projektet er baseret på et usædvanligt koncept, hvor platform.archi arbejdede direkte sammen med husets kommende beboere – uden medvirken af en traditionel ejendomsudvikler – om både arkitektur og interiør. Beboerne i husets i alt 10 lejligheder, der er mellem 50-200 kvadratmeter store, havde blandt andet indflydelse på facadens udformning.

Facaden er udført som et ’grid’, hvor beboerne kunne udfylde ’deres del’ af facaden med en af tre valgmuligheder: dobbelte glasdøre med enten en fransk balkon eller en lille altan eller en enkelt glasdør med fransk altan kombineret med et lukket, muret parti.

Til facadesten valgte arkitekter og beboere D23, der danner familieskab med de øvrige røde og brune teglfacader i området, men samtidig lyser op i kraft af sine markante, røde nuancer. Ud fra ønsket om at reducere murtykkelsen er der sammen med standardsten anvendt skårede sten klæbet direkte på isolering. Arkitekterne tegnede i alt 21 forskellige sten, placeret i forskellige forbandter og med henholdsvis indfarvet rød eller hvid fuge.

Resultatet er en markant facade, der på én gang fremstår levende og harmonisk.

×